Familiegudstjeneste

Enhver gudstjeneste er egentlig en familiegudstjeneste, da det er forældres fornemste opgave at lære deres børn at gå i kirke. Det er jo kun ved gentagen indøvelse, at børnene lærer gudstjenestens forløb og dens salmer at kende. At lære sine børn at gå i kirke er at give dem en god vane, der for deres ånd er lige så vigtig, som det er for kroppen at lære dagligt at spise rugbrød og kartofler. Mennesket lever jo, som skrevet står, ikke af brød alene, men af Guds ord.

Og ligesom børn ikke skal lære at spise ved at blive fodret med soft-ice og popcorn, så skal de heller ikke lære at gå i kirke ved at komme til særlige kirke-events, men lære at holde af den ægte vare simpelthen ved at blive taget med. Ligesom børn kommer til at holde af juleaftens traditioner, ved at de voksne holder dem i hævd.

Selvfølgelig synes børn ofte, at gudstjenesten er kedelig, indtil de selv kan begynde at synge med; og det kan knibe svært for de små at sidde stille en hel gudstjeneste, så deres forældre må tage dem ud en tur på kirkegården en gang imellem. Men øvelse gør mester – også når det gælder gudstjenesten. Og forældrenes slid giver børnene et fortroligt hjem at komme i resten af deres liv. Et hjem, der består, når deres barndomshjem ikke er der længere, for den smukke almindelige gudstjeneste, som er stort set ens i alle landets kirker, har i sin grundform næsten 2000 år på bagen og vil holde århundreder endnu.